Standene bugner af nyheder inden for elektrificering og grøn omstilling
14-04-2024
Spændingen stiger, og om kun lidt over én måned slår vi dørene op til årets store begivenhed. Udstillerne er klar til at vise jer som besøgende, hvad den eltekniske fremtid bringer af spændende og innovative løsninger, der skal bringe Danmark i mål med elektrificeringen.
Den 14.-16. maj 2024 vil messehallerne igen summe af aktivitet, hvor vi samler branchens dygtigste eksperter og innovatører under ét tag for at dele de nyeste løsninger og teknologiske fremskridt. Temaet i år er fokuseret omkring elektrificeringen af Danmark, og som altid vil udstillerstandene i år byde på en mangfoldig palette af innovative og banebrydende ideer.
Spørger man Per Rømer Kofod fra VELTEK, vil du tydeligt kunne se forskel på, hvordan markedet har udviklet sig fra den seneste EL & Teknikmesse, der blev afholdt i 2022: ”Vi holder udstilling hvert andet år, og derfor vil man kunne se forskel på, hvordan markedet udvikler sig. Jeg er sikker på, at vi i år vil kunne opleve E-mobility eller elbilladning på flere stande, lige så vel som vi formentlig vil kunne se bygningsautomatik og energieffektivitet”.
Forbered din tur rundt i hallerne
Igennem de seneste måneder har udstillerne forberedt sig til årets begivenhed på EL & TEKNIK’24.
På standen hos Wexøe vil du i år kunne opleve et stærkt fokus på den grønne omstilling: ”Vi kommer med ret meget udstyr inden for vores brede portefølje af mellemspændings- og højspændingsudstyr. Vi vil også have materialer og udstillingsudstyr med fra vores andre divisioner med fokus på sensorteknologi, som er målrettet bygningsautomatik”, fortæller Peter Harrig Nielsen, Divisionschef.
På standen hos Niko Servodan kan du opleve deres nyeste sensorserie: ” I år kan man opleve vores p40 og m40 sensorserie, der sammen med Niko Detector tool og app giver en alt-i-én løsning til at skabe intelligent lysstyring i ale typer bygninger”, fortæller Thomas Heide Jørgensen, Regional Marketingchef. ”Vi har ligeledes vores Niko Home Control System med, hvor vi viser, hvordan man kan opgradere ældre smart home systemer til vores intuitive Niko Home Control System”.
Hos GN Belysning byder de også ind med spændende nyheder: ”På messen i år viser vi en række nye beslysningsserier: Bl.a. et nyt industriarmatur, som er programmerbart fra en app, og hvor man også kan udskifte komponenterne, så vi kommer væk fra køb og smid væk-kulturen. Vi har også et stort sortiment af LED-bånd (LED-strips) med skinner og styring”, fortæller Jørn Falck, medejer af GN Belysning.
Lægger du vejen forbi standen med det velkendte lyseblå logo, Brødrene Dahl, kan du dykke ned i deres brede el-sortiment: ”På El & Teknikmessen i år har vi vores store el-sortiment med, hvor vi dækker stort set alt. Vi har solceller, og vi har et kæmpe varmepumpesortiment, og så har vi vores nye kølesortiment med, som vi introducerede i 2023”, siger Sinne Kold, Marketingchef.
Er du klar til at lade dig inspirere af branchens nyeste løsninger og produkter? Book din gratis adgangsbillet til EL & TEKNIK’24 og vær med til at bringe Danmark i mål med elektrificeringen.