Travlheden i hallerne sagde det hele: El & Teknik 2026 oplever massiv interesse
06-05-2026
Fyldte haller, travle stande og masser af faglige dialoger. Onsdagens anden messedag på El & Teknik 2026 blev præcis den festdag for branchen, som arrangørerne havde håbet på – og lidt til.
Traditionen tro er messens anden dag blandt de mest besøgte, og det billede blev i den grad bekræftet i år. Allerede fra formiddagen var der stor aktivitet i hallerne, hvor besøgende strømmede til standene på tværs af messens tre haller.
Hos arrangørerne bag messen, Green Power Denmark og VELTEK, er begejstringen derfor også stor.
”Hvis man er i tvivl om, hvorvidt El & Teknik 2026 er en succes, så skal man bare tage en tur gennem hallerne. Der er summen, smil, travlhed på standene og mennesker overalt. Det er en fornøjelse at opleve. Vi hører fra mange udstillere, at de har haft travlt fra morgen til eftermiddag med gode dialoger og relevante besøgende,” siger Sebastian Horst, event- og kursuschef hos Green Power Denmark.
Stor bredde blandt de besøgende
Ifølge arrangørerne er det ikke kun antallet af besøgende, der vækker glæde. Det er i høj grad også bredden og kvaliteten blandt de besøgende, som tæller alt fra studerende og lærlinge til elektrikere, installatører, rådgivere og beslutningstagere fra hele branchen.
”Det er netop dét, El & Teknik skal kunne. Branchen skal mødes på tværs, og det er virkelig lykkedes også i år. Vi oplever en stor interesse for messen og en tendens til, at flere vælger at prioritere et besøg på El & Teknik. Det er vi naturligvis utrolig glade for,” siger Lennart Østergaard, direktør i VELTEK.
Han peger samtidig på, at de første to messedage tegner meget positivt for det samlede besøgstal for El & Teknik 2026.
”Vi har haft to virkelig stærke messedage med høj aktivitet og overvældende positive tilbagemeldinger fra både udstillere og besøgende. Samtidig er niveauet på standene utrolig flot i år, og det skaber samlet set en messeoplevelse, som vi er meget imponerede over,” siger Lennart Østergaard.
Onsdagens besøgstal endte på 4551, hvilket er rekord for messens anden dag.


