Belysningsstyring er en del af fremtidens bygninger
25-02-2026
Når ambitionerne om et mere energieffektivt og elektrisk Danmark skal omsættes til virkelighed, spiller intelligente belysnings- og styringsløsninger en vigtig rolle. Netop her har Vanpee specialiseret sig, og på EL & TEKNIK 2026 inviterer virksomheden besøgende helt tæt på de løsninger, der i praksis forbinder belysning, data og bygningsautomatik.
Vanpee er leverandør af el-komponenter, lysstyringsløsninger og el-tavler og arbejder dagligt med rådgivning, projektering og programmering af belysningsprojekter samt rådgivning til tavlebyggere. Med et stærkt fokus på partnerskaber og kundeservice hjælper Vanpee deres kunder med at udnytte potentialet i moderne belysningsstyring – både teknisk, energimæssigt og driftsmæssigt.
”På EL & TEKNIK-messen møder vi mange kunder, som vi ikke ser til daglig, og det giver os en fantastisk mulighed for at tage en ordentlig snak med dem,” siger Ken Røgen, adm. direktør i Vanpee.
Oplev løsningerne på EL & TEKNIK 2026
Når du lægger vejen forbi Vanpee i hal C på EL & TEKNIK 2026, træder du ind i et univers, hvor belysning, styring og energidata hænger tæt sammen. Her viser Vanpee de nyeste muligheder inden for integration og levering af energidata i forbindelse med belysning og belysningsstyring. Der er fokus på energirigtige løsninger, og hvordan belysningsstyring kan integreres med bygningsautomatik, så EPBD-kravene overholdes.
”Mange bliver skræmt af de nye krav – men det er ofte langt mindre kompliceret, end det ser ud,” siger Ken Røgen.
På standen kan du opleve både kablede og trådløse løsninger og få en god snak om de seneste opdateringer inden for belysningsstyring. Vi viser også, hvordan energidata kan integreres i praksis, og du kan få rådgivning om tavlekomponenter og gruppetavler.
Case: Pakhus 47
Et stærkt eksempel på Vanpees ekspertise finder man i Pakhus 47 i Københavns Nordhavn – kåret som Årets Byggeri 2024 i kategorien Erhverv.
Den tidligere lagerbygning fra 1974, oprindeligt opført til opbevaring af kaffe og varer fra Østen, er i dag transformeret til et moderne erhvervs- og kulturcenter. Mange af de oprindelige industrielle elementer er bevaret, hvilket giver bygningen en rustik og rå æstetik. Samtidig skaber høje lofter, store vinduespartier og åbne planløsninger en lys og fleksibel ramme for kreative erhverv, kulturprojekter og events.
Som en del af transformationen har Vanpee leveret en komplet Helvar DALI-2-løsning, der understøtter både bygningens arkitektur og dens funktionelle behov og ikke mindst også er med til at spare på energien.
”Det har været en spændende opgave at arbejde med Pakhus 47 som en del af det større byudviklingsprojekt på Københavns Havn. Med vores DALI-løsning har vi skabt et behageligt og fleksibelt lysmiljø, som både understøtter brugernes behov og bidrager til markante energibesparelser. Erfaringerne fra projektet kan nemt overføres til andre bygninger, hvor der er fokus på funktionalitet, komfort og energieffektiv drift,” siger Ken Røgen.
- Den tekniske løsning omfatter blandt andet:
- Helvar Imagine 950 DALI-2-controllere
- Helvar BACnet gateway
- 444D2 inputmoduler til betjening i alle rum
- BacNet gateway til integration med CTS
- Samt komplet programmering af anlægget
Løsningen sikrer et fleksibelt og energieffektivt lysmiljø, der kan tilpasses de mange forskellige aktiviteter i bygningen og samtidig indgå i den samlede bygningsautomatik.
Sæt kryds i kalenderen
Når EL & TEKNIK 2026 løber af stablen den 5.–7. maj 2026, er Vanpees stand i hal C et oplagt stop på din tur rundt i hallerne. Her kan du tage dialogen med de teknikere og specialister, der arbejder med løsningerne til daglig, og få inspiration til, hvordan belysning kan være en aktiv del af den grønne omstilling – ikke bare som energibesparelse, men som et intelligent værktøj i fremtidens elektriske og energieffektive bygninger.
”Vi glæder os rigtig meget til at tage imod jer og formidle tekniske løsninger inden for styring, belysning og tavlekomponenter til dig som kunde,” afrunder Ken Røgen.





