BOS Power sikrer fremtidens energiforsyning
10-12-2025
Når strømmen går på et hospital, eller når vindmøllerne producerer mere energi, end nettet kan håndtere, træder BOS Powers løsninger til. Virksomheden deltager på EL & TEKNIK 2026 for at være en aktiv del af dialogen om fremtidens elektrificerede Danmark og vise, hvordan pålidelige og innovative løsninger er vigtige byggesten for den grønne omstilling.
Mere end nødstrøm – energi som strategisk ressource
BOS Power specialiserer sig i bæredygtige nødstrøms, og energilagringsløsninger og sikrer driftssikkerheden i kritiske operationer inden for brancher som datacentre, sundhedsvæsen, energi og telekommunikation. Deres arbejde med at skabe et energieffektivt og elektrificeret Danmark handler om at levere komplette nødstrømsløsninger og energilagringssystemer (BESS), som både understøtter integrationen af vedvarende energi, stabiliserer elnettet og reducerer CO₂-udledningen.
“Vi deltager på EL & TEKNIK 2026 for at præsentere vores nyeste løsninger inden for nødstrøm og energilagring, som er centrale for Danmarks grønne omstilling,” fortæller Mette Kristensen, Marketing Manager hos BOS Power. “Messen samler hele branchen og giver os mulighed for at vise, hvordan vores løsninger leverer driftssikkerhed, energieffektivitet og bæredygtighed i kritiske infrastrukturer.”
Med både batteri- og generatorbaserede teknologier kan BOS Power levere fleksible løsninger til nødstrøm, grid support og peak shaving. For virksomheder og offentlige institutioner giver det mulighed for at optimere energiforbruget og samtidig sikre kontinuerlig drift – også ved netudfald eller svingende energiproduktion.
Momentum i den grønne omstilling
Der er gang i den grønne omstilling i Danmark, og tallene taler deres tydelige sprog. BOS Power har alene de seneste to år leveret over 80 MWh energilagringsløsninger i Danmark til store forsyningsselskaber og industrikunder. Dertil kommer implementering af BESS-løsninger til stabilisering af elnettet i områder med høj belastning samt nødstrømsanlæg til hospitaler og datacentre.
Men én af højdespringerne er virksomhedens nyere kontrakt med Eurowind Energy om at udvikle og installere et af Danmarks største batteri-energilagringssystemer som en del af et avanceret hybridt kraftværk. Projektet skal maksimere effektiviteten af vind- og solenergi i GreenLab Skive, hvor BOS Power fungerer som systemintegrator på projektet og leverer et komplet 45 MWh batterisystem, der skal balancere elnettet og understøtte integrationen af vedvarende energi.
Den hybride energipark kombinerer sol- og vindenergi med en samlet kapacitet på 84,8 MW og en årlig produktion på 186 millioner kWh. Når batterisystemet integreres, skabes der en unik synergi, hvor batterierne kan oplagre overskudsproduktion og frigive den igen, når nettet har brug for det.
“BOS Powers ekspertise inden for storskala energilagring og integration af vedvarende energi gjorde dem til den ideelle partner for dette ambitiøse projekt,” fortæller Morten Gaarde, Global EPC Director hos Eurowind Energy. “BESS-teknologien er en central del af vores energiparker og sikrer stabil og effektiv strømforsyning.”
Når anlægget står klar, vil det levere balancerings- og frekvensstyringsydelser til Energinet, og dermed bidrage direkte til at stabilisere det nationale elnet – et markant skridt i Danmarks grønne omstilling.
Oplev fremtidens energiløsninger på EL & TEKNIK
Hvis du lægger din vej forbi BOS Powers stand på EL & TEKNIK 2026, kan du allerede nu glæde dig. BOS Power lover fremvisning af deres dieselgenerator, DRUPS og BESS modeller, eksempler på implementerede projekter samt rådgivning om, hvordan løsninger kan tilpasses individuelle behov. “Vores eksperter står klar til at diskutere alt fra teknisk integration til de forretningsmæssige fordele ved at investere i moderne nødstrøms- og energilagringsløsninger,” fortæller Mette Kristensen.
Særligt for EL & TEKNIK 2026 præsenterer BOS Power de nyeste generationer af BESS-løsninger og avancerede nødstrømsanlæg, der understøtter både den grønne omstilling og øget digitalisering. Besøgende kan også høre om virksomhedens seneste cases og partnerskaber, der demonstrerer evnen til at levere på selv de mest komplekse projekter.
For branchens forskellige faggrupper er der konkret værdi at hente. Elektrikere og installatører kan få en snak om nem integration og driftssikre løsninger, der minimerer nedetid. Montører kan se, hvordan de skalerbare systemer er designet til let installation og vedligehold. Rådgivere og bygherrer kan hente viden om dokumenteret performance, compliance med gældende standarder samt mulighed for at skræddersy løsninger til specifikke projekter.
“Vi tilbyder markedets mest pålidelige og skalerbare løsninger, der er gennemtestet i kritiske miljøer. Som systemintegrator tager vi ansvar for hele processen – fra design og installation til drift og service. Vores erfaring og lokale tilstedeværelse i Norden gør os til en stærk partner for alle, der ønsker at fremtidssikre deres energiforsyning,” understreger Mette Kristensen.
Besøg BOS Power på stand A-1739 på EL & TEKNIK 2026 5.-7. maj 2026, Odense Congress Center

